Gouter ruten for første gang!

Hvor er det egentlig mærkeligt, men alligevel er der gode grunde. Ikke desto mindre er min bestigning af Mont Blanc her i juli første gang, jeg har været op ad det, som man betegner som normalruten på Mont Blanc.

Jeg har siden 1979 været på Mont Blanc utallige gange og har besteget bjerget via i hvert fald 6 ruter. Nogle kan måske ikke betegnes som egentlige Mont Blanc ruter, da de først ender på en anden top, men for at komme ned, har vi gået over toppen på Mont Blanc. Og så har jeg talt dem med.

Men trods disse mange ture på Mont Blanc, så er det altså først i år, at jeg er kommet til toppen via normalvejen. Bevares jeg har været op ad den “næstnormale”, der kaldes “De Tre Mont Blanc” og jeg har besteget bjerget ad den italienske normalvej, der populært hedder “Pavens Vej”, men i virkeligheden bærer navnet “Aiguille Grises.”

Grunden til, at jeg ikke tidligere har forsøgt, har været respekt for den farlige Grand Couloir, hvor stenslag har været skyld i mange ulykker og dødsfald. Sidste år (august 2012) var jeg så oppe og kigge på den selv – på afstand og uden ambitioner om at klatre op den vej. Jeg blev enig med mig selv om, at det faktisk var muligt at vurdere, hvornår stenslag ville ramme og dermed undgå at blive udsat for faren.

Derfor planlagde jeg at kome tilbage året efter og bestige bjerget ad denne rute. Det var meningen, at jeg skulle have haft mine børn med (Rasmus 26 år, Line 20 og Anna 18), men de var “slidt op” af vore trænings- og akklimatiseringsture, så jeg måtte gøre forsøget alene.

Den 25. juli klokken 17 startede jeg opad fra Col du Mont Lachat stoppet på tandhjulsbanen  op mod Nid d’Aigle. Banen op til Nid d’Aigle var under reparation, og jeg måtte derfor gå noget længere end forventet fra 2077 meter i stedet for fra 2372 og noget af en omvej. Alligevel nåede jeg op til Refuge Aiguille du Goûter i 3817 meter noget tid inden det blev mørkt

Jeg havde ingen intention om at betale for en hytteovernatning, da jeg blot skulle hvile til hen ad 3-tiden om natten, hvor jeg ville gå videre. Jeg lagde mig derfor i min sovepose på mit liggeunderlag på toppen bagved hytten, og tilbragte de næste 5 timer med at småsove.

Klokken to om natten blev jeg vækket af en folkevandring, idet de fleste begiver sig afsted mod toppen på dette tidspunkt. Jeg sov videre og gjorde mig først klar klokken tre, pakkede mine ting sammen og bandt dem sammen, så de ikke fløj væk, hvis det skulle starte med at blæse.

Ca. kvart over tre startede jeg så opad i godt tempo. Da jeg havde fået varmen i kroppen skiftede jeg gear, overhalede stort set alle og var på toppen lige da solen stod op. Der var kun 4 på toppen samtidig med mig, resten af de 200-250 mennesker på vej op var stadig undervejs på Bosses kammen, hvis ikke endnu længere nede.

Jeg havde filmet med mit headcam en del af vejen op, men det fangede ikke så meget i mørket. Det kunne mit Canon S100 til gengæld godt, så jeg fik både lidt video og nogle fine billeder. Da lyset kom fik headcam’en til gengæld nogle vilde billeder, som du kan se her på min kanal på youtube.

Efter ca. 15 minutter på toppen, hvor jeg nåede at nyde den opgående sol, gik jeg ned ad Bosses kammen for at møde folkevandringen, som stadig var på vej opad.

Jeg nåede til Aiguille du Goûter ca. klokken 7, fik lidt at drikke, pakkede mine ting i rygsækken, klatrede så nedad langs Grand Couloir, krydsede over det farlige sted ved 8 tiden om morgenen, hvor alt var helt stille og åndede fred og ingen fare. Herefter fortsatte jeg ned til tandhjulsbanen, tog denne til Bellevue og herfra liften tilbage til les Houches, hvor min søn hentede mig i bil ved 9-tiden.

Sammenlagt brugte jeg således ca. 17 timer incl. overnatningen ved Ref. Goûter. Flot tur og efter min vurdering behøver den ikke være farlig. Men man skal være meget opmærksom ved Grand Couloir krydsningen og klatringen op gennem de løse klipper til Aiguille du Goûter kræver koncentration. Jeg gør den gerne igen 🙂

Bookmark the permalink.

Comments are closed