Første gang jeg besteg Mont Blanc var sommeren 1979, hvor jeg sammen min daværende kæreste, Lene Vestergård, var i området i nogen tid. Vi havde været højt på en del lavere bjerge, men tænkte egentlig ikke så meget over højdetilvænning.
Uerfarne som vi var, så var vi i hvert fald fysisk i rigtig fin form, hvilket kompenserede noget for den manglende erfaring. Men jeg er glad for, at vi ikke mødte nogle uforudsete forhindringer.
Lene står ved kanten af gletsjeren og kvejler reb af i det tiltagende mørke. Vi er lige kommet sikkert af gletsjeren og er meget lettede
At vi var lidt på hælene ind imellem, viser det følgende lille uddrag fra bogen.
Uddrag fra afslutningen af min første tur på Mont Blanc
“I lang tid lykkes det, at finde sporet igen og igen efter vi ellers tror vi har tabt det. Men til sidst er vi på egen hånd. Jeg forsøger at kigge fremad og finde et sted, hvor vi kan komme ud til kanten af gletscheren. Men vi må stadig krydse lidt frem og tilbage, før det ser ud til at lykkes. Det første sted vi når kanten, er den dog alt for høj og stejl til at komme ned ad. Jeg bliver lidt modløs, men heldigvis har Lene en god periode, og giver mig troen p,å at det lykkes tilbage.
Vi kæmper videre med at finde en vej, mens lyset forsvinder hurtigere, end vi bryder os om. Men så lykkes det. Et stykke længere nede ad gletscheren træder vi i det sidste lys ned ad en lille isryg uden tværspalter. Og et øjeblik senere går vi ind på en lille, men tydelig sti ned ad morænen. Spændingen har været hård ved os her til sidst, selv om vi ikke har talt om det, har vi begge været klar over, at vi var tæt på at ende med at skulle sidde natten ud her på isen.
Lene sætter sig og græder i en blanding af lettelse og træthed, og jeg har også en tåre i øjet af taknemmelighed over vores ualmindeligt heldige escape fra gletscherkaos’et. Jeg sætter mig ved siden af Lene. ”Nu er det bare et spørgsmål om tid. Stien fører hele vejen ned til dalen,” siger jeg trøstende. ”Jamen jeg er næsten færdig af træthed,” er hendes svar.
OK jeg er også godt brugt, men tror nu fuldt og fast på, at vi kommer til at sove i vores eget telt. Jeg var i tvivl, da vi stadig stod på gletscheren og ikke kunne finde vej væk fra den. Der havde jeg billeder i hovedet af os to i en iskold bivuak midt på den vindomsuste gletshcer.”