Pavens vej

Der var en gang en ung mand ved navn Achille Ratti. Achille blev som ung pga. helbredsproblemer rådet til at dyrke friluftsliv. Det blev bjergbestigningen, som han blev meget optaget af.

Den unge mand gjorde mange førstebestigninger i Alperne. En af ruterne, som han som den første gennemførte var ruten Aiguille Grises til toppen af Mont Blanc. Men i dag kendes denne rute under navnet “Pavens rute.” Den unge mand blev nemlig senere i livet bedre kendt som Pave Pius den XI.

Vi har ladt skyerne bag - og nedenfor - os og går nu under en skyfri himmel mod toppen af Mont Blanc

Vi har ladt skyerne bag – og nedenfor – os og går nu under en skyfri himmel mod toppen af Mont Blanc

En lille besynderlighed var, at Achille og hans ledsagere fandt ruten på vejen ned fra toppen. De havde besteget Mont Blanc ad en anden rute, men besluttede sig for at lede efter en lettere rute ned på den italienske side. Det var noget af en chance at tage, hvis de havde mødt uoverstigelige udfordringer, kunne de være blevet tvunget til at klatre næsten hele vejen op til toppen igen og herfra tage en af de kendte ruter ned. Men de lykkedes med deres forehavende.

Derfor kan vi nu i dag nyde denne fine og lidt lange rute til toppen. Den har en kæmpe fordel – set fra mit synspunkt. Der er ingen lifter op i dette område, ingen tandhjulsbaner eller andre hjælpemidler. Så man skal gøre arbejdet selv. Det betyder at der er lidt færre på ruten end på så mange andre af de lettere ruter på Mont Blanc.

Men der var nu alligevel en del mennesker på den hytte, som vi nåede efter en halv dags march. Næsten alle folk, som skulle på samme rute som os. Vi var tre; Claus, Helle og jeg. Vejrudsigten var ikke god og da vi stod op tidligt om natten, var det ikke vejr til bjergbestigning. Det var alle på hytten enige om, så de fleste gik i seng for at sove længe.

Men ikke os, for vi havde en idé. Vi ville gå når det første lys kom og følge de grå granittoppe (Aiguille Grises, som ruten har sit egentlige navn efter). Blev vejret for dårligt, så kunne vi følge klipperne tilbage igen. Men hvad længere oppe på bjerget, hvor der ikke var nogen klipper at følge? Der var den lille heldige vending i vejrudsigten, at der nu blev lovet opklaring midt på dagen. Men ville det være nok til at finde toppen?

Vi gjorde som planlagt, men det var jo en sen start og forholdene var ikke gode. Det tog længere tid end oprindeligt planlagt, men da vi klatrede op ad nogle bjergkamme omkring middag, kom vi ovenover skyerne. Mont Blanc stod mod en skyfri himmel, mens dalene var dækket i en tæt suppe af skyer.

Det mest fantastiske var, at vi var fuldkommen alene på bjerget. Der havde formentlig været folk oppe ad normalvejen, men de var for længst gået ned igen. Så da vi lidt hen på eftermiddagen stod på toppen, var vi de eneste deroppe. Det havde jeg ikke oplevet før og har heller ikke siden været ude for.

Det var en stærk oplevelse, men vi var også lidt nervøse, for vi vidste, vi havde langt igen. Og heldet var heller ikke med os, vi endte efter nogle omveje med at overnatte i flanken af Mont Maudit i omkring 4400 meters højde – uden egentligt udstyr til overnatning.

Trods mangelen på soveposer, telt, kogegrej så vi kunne få noget at spise og andet, vi normalt ville have med til en overnatning, så klarede vi natten fint omend lidt koldt. Næste dag kunne vi klatre det sidste stykke ned og først på eftermiddagen fejrede vi nede i Chamonix en veloverstået bestigning af Mont Blanc.

Comments are closed